Dem vi savner.......

Onsdag morgen passerede Amarillia over Regnbuebroen… Det kræver en længere forklaring, så den kommer også her:

I Søndags var jeg ude og køre, mens min kæreste var hjemme. Han skriver til mig midt på eftermiddagen at Amarillia lå ude på køkkengulvet og savlede lidt. Jeg bliver straks overnervøs og ringer til ham og beder ham forklare hvad der sker. Hvortil han svarer at hun ser afslappet ud, siger ikke en lyd, men savler bare. Jeg tænker tilbage på hvad der er sket af forandringer og ved at hvis en kat savler er det muligvis fordi den har ondt i munden. Så kommer jeg i tanke om de roser jeg købte dagen før. Hun havde stået på bordet og kigget på dem og jeg tænker at hun selvfølgelig er kommet lidt for tæt på i hendes forsøg på at ”undersøge dem”. Dumme kat. Og hvis hun ellers ikke virkede utilpas og ville spise og lign, så ville jeg lige selv kigge på hende når jeg kom hjem 1 time senere. Da jeg kommer hjem savler hun ikke mere, der er intet at se i hendes mund, hun spiser, passer killingerne og der intet at se. Jeg holder nu alligevel ekstra øje med hende Mandag. Men da er der intet. Hun spiser og putter med mig, uden der er nogen som helst tegn på noget. Tirsdag ligeså mens jeg var hjemme til kl. 13.30. Der var absolut intet.. Da jeg så kommer hjem Tirsdag aften ved 9 tiden og går ind og kigger i fødekassen, kommer Amarillia ud og kigger på mig, for så begynde at skrige rigtig rigtig grimt. Med det samme vidste jeg at noget var helt galt og jeg ringede til vagtdyrlægen.. Hun sagde at det kunne tyde på kalkmangel og at jeg skulle komme ud med hende. Da jeg satte hende i transportkassen havde hun kræfter nok til at klage sig og kradse mig på hånden. Men da vi 40 min efter (hvorfor er vagtdyrlægen ALTID så pisse langt væk!!!?) ankom til dyrlægen og dyrlægen tog hende ud af kassen, var hun fuldstændig livløs. Hun kunne ikke selv blinke med øjnene og hun lå der bare.. Dyrlægen tog hendes temperatur og den var 35,7. Hun fortalte også at hun var lidt kold på trædepuderne, så hun skulle holdes varm.. Det var bare SÅ grimt, det håber jeg aldrig nogensinde nogen af jer kommer til at se. Dyrlægen havde aldrig set noget lign, men gav hende kalk  og ringede til en anden dyrlæge. De snakkede sammen i 5 min og kom frem til at det burde være kalkmangel. Hun spurgte mig om hun var ligeså slap da vi kørte med hende, men det kunne jeg jo så konstatere at det var hun ikke – Alt det var sket på 40 min (!!).. Hun undersøgte hende ellers og fortalte mig at hun desværre intet kunne stille op mere. Det kunne gå begge veje, men at hun var så slap, nok ikke var et særlig godt tegn.. Jeg fik selv en sprøjte med kalk med hjem og noget salve hendes øjne skulle smøres med for ikke at tørre ud. Så vi kørte stille og roligt hjemad igen. Hjemme blev hun indlogeret på vores varme badeværelse med en varmedunk ved rygsøjlen og en varm flaske ved maven.. Også kunne jeg ellers bare vente. Jeg gav killingerne KMR da vi kom hjem fra dyrlægen og igen da jeg skulle give Amarillia den kalksprøjte ved 3 tiden om natten. Da jeg havde givet hende sprøjten synes jeg ellers jeg så hende blinke med øjnene og jeg lagde mig ned på gulvet og aede hende, mens jeg fortalte hende hvor smuk hun var og at hun bare skulle klare det her.. Jeg slæbte mig i seng og da min kæreste stod op 2 timer efter var hun død…. Jeg ringede til dyrlægen og bad dem lave en obduktion, da jeg synes det hele gik så stærkt og jeg bare havde brug for at få konkret at vide hvad der var galt. Da dyrlægen ringede mig op Onsdag middag fortalte hun at alt var normalt. Hendes livmoder så fin ud, hendes mave, hendes tarme og alt andet fungerede, det eneste hun synes var underligt var at i lungerne var der indre blødninger. Men det forklarede hun at det så man også skete når katten var død. Hun kunne fortælle mig at hun ikke havde lidt og ikke havde været ved bevidsthed siden jeg satte hende i transportkassen og at det ikke var pga. sygdom – Så det var ikke fordi jeg havde overset nogle symptomer. Hun kom frem til at det enten var en blodprop eller en hjerneblødning.. Hun sagde at hun ikke synes jeg skulle være bekymret for om det var arveligt, for det så man sjældent..

Det hele er bare SÅ hårdt lige nu og jeg er psykisk ustabil helt vildt. Hele Onsdag fik jeg hjælp fra Heidi Con Meo, igen TAK Heidi, og jeg ringede til Bente med hittekilling for at høre hvad jeg skulle gøre med de små. De var jo så heldigvis 20 dage og både dyrlægen og Heidi, sagde at jeg ikke skulle være bekymret for dem, de skulle nok klare det.

Det eneste gode i denne historie er at killingerne har fundet to fantastiske ammemødre. Onsdag aften kørte jeg dem op til Jannie Møller med Jannams Hellige Birmaer i Holstebro. Hun har to kuld, et som er præcis 1 uge ældre og det andet som er 4 dage yngre end mine. Mødrene har nu 9 killinger de skal passe i fællesskab og det gik bare fantastisk med at introducere dem. Missemødrene fik lidt godt at spise i et andet rum, mens vi satte mine killinger ned til de andre. Killingerne på 4 uger synes godt nok det var spændende med 3 nye. Så sprøjtede vi alle killingerne med Feliway, så de lugtede lidt mere ens. Og ca 20 min efter lukkede vi missemødrene ind til dem. Mit hjerte sad helt oppe i min hals, da begge piger gik hen til mine killinger og snuste til dem. 10 sek. Efter gik de i gang med at vaske dem! Og da fældede jeg en tåre.. Inden hvæs, ingen sprut, udelukkende mødrekærlighed. Suk… Fantastiske katte.. Jeg blev hos Jannie og overnattede da jeg slet ikke havde fået sovet hele natten, så det var halvfarligt at lukke mig ud på en vej og køre i 2 timer hjemad igen. Da jeg kørte Torsdag eftermiddag, var det sidste jeg så; Den ene missemor med mine 2 piger, som bare suttede helt vildt sammen med en anden killing. Og min dejlige blå dreng ligge og sove efter at have suttet i et stk tid ved den anden missemor. Og han sov ikke bare helt for sig selv – Næ nej, han skulle have VIP pladsen helt oppe ved morens hoved og nærmest hvile på hendes kind *G*

Jannie; Jeg er dig EVITG taknemmelig for at du vil passe mine børn til de er store nok til at flytte hjem til mig igen! Det betyder så meget for mig, at du var så sød med det samme at tilbyde din hjælp.. Dine katte er fantastiske og havde det ikke været for dem, så havde jeg stået med et kæmpe stykke arbejde nu. Nu ved jeg med sikkerhed at de bliver passet i hoved og røv og forkælet som bare pokker. De bliver også socialiseret, så det skal jeg heller ikke tænke på. Nu har jeg endelig den tid til mig selv, som jeg kan mærke jeg har brug for til at sørge over mit store tab. Min smukke østrigske prinsesse….. Hvil i fred.. Til vi ses igen på den anden side af Regnbuebroen!